En gammel B&O-radio bliver til bibliotekets nye lyttestation

Genbrug, fællesskab og bæredygtighed. Mød Søren og Pushparajah fra Repair Caféen i Aktivitetscenteret.

Af Marie Louise

I Struer, hvor lyden er i centrum, sker der noget særligt på biblioteket. Et samarbejde mellem NOMI Materiale-genbrugslager, Repair Cafe fra Aktivitetscentet og biblioteket er der skabt en helt unik lyttestation, der bringer historien til live på en ny og bæredygtig måde. Det er en del af bibliotekets arbejde med verdensmålene, der sætter fokus på genbrug og genanvendelse.

Denne nye lyttestation er ikke bare en teknologi, men et stykke historie i sig selv. Den er lavet ud af en B&O-Master de Luxe 513 k fra 1958, som har fået nyt liv gennem en proces kaldet upcycling, hvor gamle ting bliver genbrugt og forvandlet til noget nyt og værdifuldt. Bag denne transformation står Søren og Pushparajah fra Struers Repair Cafe, som med stor passion og teknisk kunnen har sikret, at radioen nu kan bruges igen – men på en ny måde. 

Fra gammel til ny: En lyttestation med historie 

Søren og Pushparajah er ikke nye inden for tekniske løsninger. Søren er blandt andet kendt for sin medvirken i opbygningen af lytteposterne ved lydbuerne i Struer, og hans tilgang til arbejdet med lyd er præget af omhyggelighed og respekt for både teknikken og historien bag de ting, han arbejder med. Det samme gælder Pushparajah, som deler en dyb passion for at finde bæredygtige løsninger, der fungerer både praktisk og æstetisk, men også skal bibeholde det originale i det omfang det er muligt. De to kan findes i Aktivitetscentrets Repair Cafe. Her kan du komme fredage fra kl. 13-15 i Skolegade 5A, Struer. De er en del af et større fællesskab der reparerer alt fra tøj til møbler og elektronik.  

De to ildsjæle tog imod en gammel, meget beskidt og lidt ramponeret radio, og på få dage omdannede den gamle radio til en fin og ren lyttestation der virker, som nu står klar på biblioteket. Her kan alle besøgende opleve et stykke upcyclet historie, der både vækker minder og giver en ny måde at lytte til verden på. Det er muligt at blive fælles om historien, ved at lyttestationen har to hørertelefoner hvor man kan lytte samtidig til den samme fortælling.  

Tingene fortæller historier – og får blivende værdi 

Projektet er en del af bibliotekets verdensmålsspor, hvor temaer som bæredygtighed, genbrug og fællesskab spiller en central rolle. I samarbejdet mellem NOMI Genbrug, Repaircafe og biblioteket er der blevet lagt vægt på, at tingene har historier at fortælle – og at en personlig tilknytning kan give disse genstande en varig værdi. Når noget får nyt liv gennem hænderne på engagerede mennesker som Søren og Pushparajah, skabes ikke blot en praktisk løsning, men også en forbindelse til fortiden og en påmindelse om, at bæredygtighed handler om mere end at spare ressourcer. Det handler om fællesskab og refleksion over vores forhold til de ting, vi omgiver os med, nemlig væredygtighed... 

Fællesskab om bæredygtighed 

Det er netop fællesskabet, der er i centrum for denne fortælling. Fra NOMI Genbrug, der sørgede for en masse gamle radioer, til Repaircafe, der tog sig af det tekniske arbejde, og biblioteket, der nu præsenterer den færdige lyttestation for byens borgere – samarbejdet er et eksempel på, hvad vi kan opnå sammen, når vi kombinerer vores evner og passioner. 

Så næste gang du besøger Struer Bibliotek, så sæt dig ned ved den nye B&O-lyttestation og lad dig rive med af både lydene og historien. Her er et levende eksempel på, hvordan gamle ting kan få nyt liv – og hvordan vi, gennem samarbejde og bæredygtige valg, kan skabe noget smukt og meningsfuldt. 

Vi lyttes ved på biblioteket...