Struer Biblioteks FAQ
Hvad betyder selvbetjent åbningstid?
I bibliotekets selvbetjente åbningstid kan du logge dig ind ved døren med dit sundhedskort og den selvvalgte kode. Det kræver at du er oprettet som bruger og er over 15 år. Børn under 15 år kan kun benytte biblioteket i den selvbetjente åbningstid i følge med en voksen.
Hvordan bliver jeg låner?
Du kan blive låner på biblioteket ved at oprette dig via hjemmesiden eller ved at henvende dig til personalet på biblioteket. Det kræver at du har dit sundhedskort med.
Du kan godt blive oprettet som låner på biblioteket selv om du har bopæl i en anden kommune. Her kan du låne bibliotekets bøger og anvende lokalerne. De digitale tilbud og medier så som e-reolen og filmstriben har du ikke adgang til med bopæl i en anden kommune.
Hvordan kan jeg forny et eller flere lån?
Det kan du gøre på flere forskellige måder. Du kan logge ind på hjemmesiden (tryk på ikonet der ligner et menneske i højre hjørne) - login med dine oplysninger, tryk på "lån", vælg materiale der skal fornyes og tryk forny.
Du har også mulighed for at anvende App'en biblioteket, vælg min side -> lån -> vælg materiale der skal fornyes og tryk forny.
Du er altid velkommen til at henvende dig til bibliotekets personale for at få fornyet dine lån.
Hvordan reserverer jeg materialer?
Søg materialet frem på hjemmesiden. Kan materialet reserveres, er der mulighed for at klikke på knappen "Reserver".
De fleste materialer kan reserveres, så materialet hentes hjem til dit ønskede afhentningsbibliotek, og du får besked, så snart det bliver tilgængeligt.
Ved at logge ind på hjemmesiden (på ikonet øverst der ligner et menneske) med dine bruger oplysninger (cpr-nummer og selvvalgte kode) kan du se dine reserveringer, og hvilket nummer du er i reserveringskøen.
Du har også mulighed for at slette en reservering ved at trykke på materialet og vælge 'slet din reservering'
Når du får besked om at reserveringen er hjemkommet, får du samtidig et afhentningsnummer.
På dit afhentningsbibliotek står alle reservationer opført numerisk efter afhentningsnummer. Er du i tvivl om hvor på biblioteket reserverede materialer står, er du meget velkommen til at kontakte personalet.
Husk at låne materialet inden du forlader biblioteket.
Hvordan finder jeg reserverede materialer der står klar til mig?
Når du får besked om at reserveringen er hjemkommet, får du samtidig et afhentningsnummer.
På dit afhentningsbibliotek står alle reservationer opført numerisk efter afhentningsnummer.
På Struer Bibliotek står de reserverede bøger midt i rummet, på en rund reol.
På Thyholm Bibliotek findes de reserverede bøger på reolen ved skranken.
Er du i tvivl om hvor på biblioteket reserverede materialer står, er du meget velkommen til at kontakte personalet.
Husk at låne materialet inden du forlader biblioteket.
Kan jeg sætte mine reserveringer på pause?
Ja, det kan du gøre på din profil:
Sådan sætter du dine reserveringer på pause:
- Log ind på hjemmesiden
- Tryk på brugerikonet så brugermenuen åbner
- Tryk på Reserveringer
- Under Sæt dine reserveringer på pause kan du vælge en fraværsperiode. Vær opmærksom på at begge dage er omfanget af perioden
- Tryk Gem for at gemme dine valg.
Se mere her Pausefunktion | Struer Bibliotek (reload.dk)
Er der trådløst internet på biblioteket?
Ja, vi stiller gratis trådløst internet (wifi) til rådighed.
På skranken finder du koder til netværket og her er også en introduktion til login.
Du skal naturligvis følge reglerne for brug af bibliotekets internet. Dvs. at du ikke må bruge netværket til at se hjemmesider, der indeholder pornografisk, racistisk, voldeligt eller andet anstødeligt materiale.
Hvis du bruger bibliotekets Pc'er og har logget på, så skal du huske at dobbelt-klikke på 'log af' knappen på computeren (rød ikon med teksten 'log af') , så alt bliver resat og andre ikke får adgang til dine oplysninger.
Spørg endelig personalet hvis du bliver i tvivl om hvordan du gør.
Kan jeg udstille på biblioteket?
Ja det kan du godt, henvend dig endelig til os på bibliotek@struer.dk eller til personalet i den betjente åbningstid.
Du skal dog være opmærksom på at biblioteket er åbent uden for den tid personalet er her, derfor er det på eget ansvar at udstille her, og udstillingen er ikke omfattet af bibliotekets forsikring.
Må man spise mad på biblioteket?
Ja, man må gerne spise mad på biblioteket. Husk at være hensynsfuld og ryd op efter dig, det skal helst være et rum hvor alle kan være.
Institutioner og skoler kan kontakte biblioteket på forhånd for en aftale hvis der skal være pladser til mange.
Alkohol er ikke tilladt i biblioteket og vil medføre bortvisning. Se reglementet her Reglement | Struer Bibliotek (reload.dk)