Forside Hero

Rundstykker og venskaber

Fællesskabscaféen runder et år, det betyder at vi giver kage i morgen, mandag d. 21. oktober.

Af Marie Louise

Tags

nyheder

Tænk, at det allerede er et år siden, at vores lille fællesskabscafé tog sine første, vaklende skridt. Og sikke nogle skridt! Hver mandag kl. 09:30 mødes vi nu i et brag af godt selskab, rundstykker (sponsoreret med kærlig hånd af Super Brugsen), kaffe og – vigtigst af alt – masser af latter og snak. Der er blevet en fast flok på 15-20 deltagere, der starter ugen på den bedst mulige måde – med hinanden.

Det hele begyndte med et enkelt spørgsmål: Kunne vi skabe et rum, hvor folk, der måske ellers går alene, kan mødes og finde sammen? Svaret er et rungende ja! Mange af deltagerne kendte vi allerede fra biblioteket – som lånere, der ofte kom forbi. De havde set hinanden på afstand, måske nikket i forbifarten, men sjældent talt sammen. I dag? I dag er vi vidner til smil, hilsner og dybe samtaler, når de mødes – nogle ses endda privat. Nye venskaber er født. Pernille Hummelshøj Nørbye, Struer kommunes fællesskabskoordinatoren siger: "det er godt fællesskabscafeen afholdes på biblioteket, da folk mødes på neutral grund, og ingen vurderer en ud fra hvad man kommer af. Her mødes alle på tværs af alle samfundslag."

Hemmeligheden bag succesen? Den ligger i fællesskabets åbenhed. Alle – og vi mener alle – er velkomne til at sætte sig ned, få sig et rundstykke og en god snak. Og de, der var der fra starten, gør en fantastisk indsats for, at nye føler sig inkluderet fra første øjeblik.

I begyndelsen var det bibliotekets personale, der smurte rundstykkerne og rykkede rundt på møblerne. Men nu har de frivillige taget teten – og her må vi især takke Birthe og Jørgen, som hver uge sørger for, at rundstykkerne er klar, og kaffen er varm. Uden deres uundværlige hænder ville det hele falde fra hinanden! Andre hjælper med at rydde op, og alle er opmærksomme på at give en hjælpende hånd.

Fællesskabet er opstået med de mindste greb – lidt kaffe, et smurt rundstykke og et bord at samles om. Men effekten er enorm. Og vi er så taknemmelige for, at vi hver uge kan mødes med denne skønne gruppe, som altid giver os et smil på læben og lidt ekstra varme i hjertet. Mandag morgen har aldrig været bedre.

Sådan starter ugen godt. Vel mødt i Fællesskabscaféen!